Historisk badehotel til salg for 47 millioner - NetDania News
  • Historisk badehotel til salg for 47 millioner

    Source: BDK Borsnyt / 04 Aug 2025 08:03:13   America/New_York

    Badehotellet Hotel Bretagne ved Hornbæk sø er sat til salg. Det kan erhverves for 47 millioner kroner. Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der formidler salget, i en pressemeddelelse. Hotellet har 23 værelser. De fleste har udsigt til Hornbæk sø eller Øresund. Den store bygning i Hornbæk blev oprindeligt opført som privat klinik og bolig i 1897, hvor P.S. Krøyer og Holger Drachmann blandt andet var patienterne. I 1930erne blev den daværende klinik lavet om til kursted og hotel, hvilket det har været lige siden. Partner Stephen Berthelsen hos EDC Ehrverv har høje forventninger til salget: »Vi mærker en øget interesse for hotel, kroer, camping og andre overnatningsmuligheder fra investorerne. Der er gode muligheder for at gøre en god investering og nyde godt af en blomstrende dansk turisme,« siger Stephen Berthelsen i en pressemeddelelse med henvisning til, at Nordsjælland i 2024 slog rekord med over en million overnattende turister. Badehotellet Hotel Bretagne er blevet sat til salg af Lars Frederiksen, der har haft ejendommen siden 2022. Han sælger hotellet, fordi han er bosat i udlandet, og »desværre må erkende, at det kræver mere passion og omsorg at eje en hotelejendom i Danmark end forventet«. I dag er hotellet forpagtet til Anne og Kasper Heebøl Harboe, der har forsøgt at »bringe Hotel Bretagne tilbage til badehotellets storhedstid«, som det fremgår af pressemeddelelsen. En eventuel ny ejer vil selv kunne beslutte, om samarbejdet skal fortsætte, eller om det skal opsiges, for at skabe rum for noget nyt. I pressemeddelelsen skriver de også, at hotellet gennemgik en totalrenovering i 2015. https://www.berlingske.dk/indland/historisk-badehotel-til-salg-for-47-millioner
Share on,